
Lyden af “Chronicle” er som et bastardbarn af samtlige skandinaviske særarter af metal. Det sorte fra Norge, det groovy fra Sverige, det melodiske fra Finland og den nådesløse Danske fræs. Denne cocktail af subgenrer holdes inde i folden af en gruppe kompetente musikere med mange timer lagt i deres instrumenter. Ydermere bærer bandets live-udtryk og energiske performance præg af et scenevandt og yderst fokuseret hold, der virkelig brænder for det projekt, som de har givet navnet “Chronicle”.
Chronicle er på mange måder et live-band, og alle bandmedlemmer er opsatte på, at sørge for at hver enkelt koncert er en unik og energisk oplevelse for publikum. Bandet har spillet på de skrå brædder over det meste af Danmark og har optrådt til nogle af de største metal-arrangementer og -festivaler, som landet har at tilbyde.
Wayward Dawn
Wayward Dawn blev dannet i oktober 2015 i Skanderborg og spiller intens og hensynsløs dødsmetal med en massiv lydmur af dobbeltpedaler, tunge guitarer spillet gennem klassiske Marshall-forstærkere og en vokal, der går fra modbydelige growls til harske og bundrådne skrig. Det musikalske spekter spænder bredt med inspiration fra både klassisk og moderne dødsmetal, og menuen står på hurtig tremolo-picking og blastbeats, langsomme og hårdtslående passager samt episke omkvæd. Det lyriske univers består af menneske- og samfundskritiske emner med en nihilistisk synsvinkel.
Bandet har blandt andet spillet på Aalborg Metal Festival, opvarmet for bands som Nailed to Obscurity (DE), Jinjer (Ukraine), BAEST (DK) og Red Warszawa (DK), og i 2017 gik de hele vejen til den vestdanske finale af Emergenza Festival, hvor de blev voteret til en 2. plads ud af 12 bands af et dommerpanel bestående af folk fra SPOT Festival og GAFFA. Bandet er kendt for dets hyper-energiske liveshows med konstant brug af vindmølleteknik og manisk interaktion med publikum. ´ Wayward Dawn var i studiet med Jacob Bredahl i Dead Rat Studio i marts 2018 og udgav deres debutalbum ”Soil Organic Matter” den 31. august.
Royal Deceit
”At de var et energisk band var da for satan en mild underdrivelse. Hold nu kæft en energiudladning der kom fra scenen fra første anslag på trommer og guitar… Skal vi ikke satse på at de større metalfestivaler rundt om i landet snart for øjnene op for dette velspillende og energiske unge band. Det fortjener de sgu.” – Johnny Fravn, Metaltone.dk
Royal Deceit spiller en aggressiv blanding af Nu-metal og Metalcore, med ekstrem vildskab og energi. Musikken præges af intensitet og nerve og når bandet går på scenen, kulminerer alt dette i en eksplosion af energi. Royal Deceit læner sig musikalsk op ad bands såsom Killswitch Engage og Slipknot, alt mens bandets live performance er inspireret af et band som The Dillinger Escape Plan.
Bandet er lokaliseret i Skanderborg, og har eksisteret siden 2014, og siden sin oprindelse har bandet spillet med adskillige større bands såsom; Jinjer, Illdisposed, Hatesphere, Impalers, Aphyxion, Prevail og Theory.
En koncert med Royal Deceit, er en koncert man på alle måder aldrig vil glemme, og bandets morale vil altid være, at give publikum den bedste, og vildeste koncert-oplevelse.