
20.00 – David Mølhede & Rundt Omkring // Dansksproget rock
Bandet har netop indspillet deres debutalbum “SORT”, som udkommer i efteråret 2019. Albummet strækker sig fra højtenergisk guitarrock, der smager af Magtens Korridorer, med refleksion over samfundet og politiske stikpiller, til de mere 70’er-klingende sange, der får én til at sende en lille tanke til Eik Skaløe og Niels Skousen. Bandets univers føles som en stærkt personlig energiudladning med en klokkeklar agenda, der med de vedkommende og eftertænksomme tekster – uden tvivl – efterlader lytteren med stof til eftertanke.
21.00 – Fanny Wree // Dyster elektronisk pop
Fanny Wree konstruerer dyster elektronisk pop, der agerer lydbillede til sene nætter på mørke klubber, da vokalen både har evnen til at virke inkluderende og koldt distancerende. Selvom hendes elektropop vil finde et naturligt hjem i et dystert univers, er det ikke ensbetydende med, at musikken er en afdæmpet. Intensiv brug af hårdtslående beats sikrer et fast greb om poppens puls, der indkapsler lytteren i skæringernes skygger. Hendes stringente fastholdelse af markante beats er et afgørende element i produktionerne.
22.00 – JUNA // Elektronisk pop
JUNA er en dansk pop-trio som gerne vil give den moderne pops former flere løse ender. Med kærlighed for fuldfede synthesizers og den simple melodi dyrker JUNA poppens klicheer uden skam og bevæger sig frygtløst gennem poppens smukkeste og grimmeste facetter. Med to frontmænd tager JUNA dig igennem et energitæt og diverst live-set, hvor der er højt til himlen og tæt til scenen.