
Corona trygge koncerttiltag (og myndighedskrav)
Der skal bæres mundbind eller visir når du ikke sidder på din plads.
Kun siddepladser. (Unummererede pladser)
Bordservering
Tidlig start (kl. 20.00)
Kun forsalg. INGEN billetter i døren
Store mængde håndsprit og god afstand.
Ingen garderobe, tag din jakke med op i salen og hæng den på din stol.
Alle medarbejdere bliver sprittet af og proppet i mundbind.
Dørene åbner kl. 19.30
RIGMOR
Den unge århusianske gruppe Rigmor har spillet sammen siden marts 2018 og består af Sarah Wichmann, Oliver Stewart, Victor Sousa og Lasse Lykke.
En idé om at sætte musik til tekster af Michael Strunge blev startskuddet til Rigmors vision om at give ordene vinger. Inspirationen fra Strunge gav en tyngde og melankoli i bandets egne tekster, der emmer af ærlighed og inderlighed. En drøm om at kunne figurere som talerør for en generation, der er blevet tabt på gulvet, får jorden til at brænde under fødderne og musikken til at stikke af.
Rigmor befinder sig i et spændingsfelt mellem det blide og det støjende. Musikken har adopteret Strunges maniodepressive sind, og deres insisterende sceneoptræden vil efterlade dig i en potpourri af nervøs og chokeret forløsning.
Rigmor udgav i august 2019 debutsinglen ”Træ”, der fik omtale i blandt andet DR og Gaffa og airplay på P6. Senere i august måned spillede de på Uhørt Festival på Vesterbro, hvor musikbloggen Undertoner udråbte dem til Årets Koncert.
I november fulgte Rigmor op med den smukke single ‘Vægtløs’ og en dertilhørende særdeles rørende musikvideo, og bandet kan nu se frem til en stribe datoer i foråret 2020, hvor de folder deres flotte numre ud på de danske livescener
OhNothing
OhNothing er en analog elektronisk duo bestående af søster og bror Annika (Vokal, Synth) og Jesper (2. vokal, trommemaskine, Moog/bass synth, sequencer og guitar). Bandet startede som et elektronisk punk-projekt, men har bevæget sig ind på den alternative pop scene, og trækker i dag på elementer fra Shoegaze (Beach House, Cocteau Twins), indie electro rock (MGMT, Tame Impala, M83) og ældre elektronisk pop (Depeche Mode, Human League). Musikken er bl.a. blevet kaldt “fed kantet elektro pop” af DR’s karrierekanon, og har fået pæne ord med på vejen af den britiske producer Claudius Mittendorfer (Muse, Ra Ra Riot, Neon Indian, Wild Nothing, m.fl.).
OhNothing forener det umiddelbare med det eftertænksomme og dystre. Ofte er simple elektroniske kompositioner støttet op af stærke tekster, som vil pille og røreved alt det, der gør livet så kompliceret og mangfoldigt. Musikken er bygget op omkring en trommemaskine, analoge synthesizere, guitar og Annikas karakteristiske stærke vokal. Live holder bandet af at dyrke det simple ved at være en duo, og er ikke bange for at pille lagene af numrene, og lade få elementer bære musikkens storladne udtryk. Derfor er der heller ikke brug for gæstemusikere eller backing tracks. Alt du hører er spillet live på de analoge maskiner.
Arrangementet og Kansas City er støttet af:
By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune

