KANSAS CITYS HISTORIE OG BAGGRUND

Kansas City eksisterer for at forbedre forholdene for musikken i Odense. Dette sker i tæt samarbejde med Odense Øvelokaleforening. Foreningen hører til hos Kansas City med 80 lejemål fordelt på 40 øvelokaler. Kansas City huser altså mindst 80 bands, der figurerer i vækstlaget på Odenses musikscene.
Kansas City hjælper disse bands både med den kreative proces og de mere kommercielle aspekter. Dette gøres gennem forskellige tiltag – bl.a. feedback til bands, talentudviklingsprojektet MudMusic (i samarbejde med Musikhuset Posten) og ved at give bandsene konkrete muligheder for at få eksponering og erfaring med sceneoptræden på spillestedet hos Kansas City og gennem samarbejde med f.eks. H.C. Andersen Festivals, H.C.A. Ink / Prison Ink og mange flere.

Målet er at højne bevidstheden både i og uden for Odense omkring de kulturelle og kreative kræfter, der eksisterer i byen – og samtidig skabe så gode forhold for disse kræfter, at de vælger at blive i Odense og ikke søger ud til de større byer.

Projektet omkring et hus for musikere startede i 2005, hvor Kansas City, dengang Odense Rytme Center, som eneste græsrodsbevægelse blev en del af Odense kommunes Kulturstrategi. Dette skete netop med henblik på, at Odense Rytme Center skulle skabe og etablere optimale forhold for musikere i Odense, for på den måde, via disse musikeres skaberglæde, at få eksponeret Odense udadtil, som en by med masser af kulturelt liv og kreativitet.

Dette arbejder Kansas City stadig hårdt for i dag. Kulturen er vigtig, for at Odense som by kan udvikle sig, og det musikalske vækstlag udgør grobunden for, at der kan skabes liv i byen. Uden vækstlaget vil der ikke være andre lag. Vækstlaget er med til at etablere, udvikle, opkvalificere og eksponere de musiske kræfter, der er i byen.

Modsat de større, etablerede steder i Odense, eksisterer Kansas Citys spillested som en slags træningsbane for de nye unge bands, der er på vej frem. Det er således også her, at musikinteresserede i Odense har mulighed for at høre, hvad Odense – og resten af landet – har at byde på af nye bands og musikere.